ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
LANDSNYHEDER
torsdag 25. juni 2020
HELE LANDET: Kriser rammer historisk set landdistrikterne hårdere end byerne, men det skal en række forslag i et nyt udspil fra Landdistrikternes Fællesråd og Landbrug & Fødevarer forhindre.

Aldrig før er det danske arbejdsmarked blevet ramt så hårdt, så hurtigt. Særligt hoteller og restauranter er udfordrede. På længere sigt viser erfaringerne fra finanskrisen, at ledigheden vil ramme skævt og især gå ud over landdistrikterne, hvor tabte arbejdspladser har flere negative følgevirkninger, hvis der ikke investeres.

Derfor har Landdistrikternes Fællesråd og Landbrug & Fødevarer lanceret udspillet 'Genstart Danmark' med 29 konkrete forslag til, hvordan der kan skabes mere vækst og flere arbejdspladser på landet.

- Vi ser ind i en krise, som vi frygter, kan blive lang og hård for landdistrikterne med erfaringerne fra finanskrisen i frisk erindring. Disse erfaringer må vi ikke glemme i de kommende års genopretningspolitik, hvor der er behov for handling for at gøre det muligt for flere mennesker at få en hverdag på landet til at fungere med infrastruktur og arbejdspladser. Derfor har vi fremsat en række forslag, der skal hjælpe Produktionsdanmark fra endnu en langvarig krise, siger Anne Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.
 
Det bliver i de kommende år særlig vigtigt, at der fra regeringens side gives incitamenter til at foretage grønne investeringer. For særligt fødevareerhvervet, turismen og produktionsvirksomheder er fundamentet, når landdistrikternes styrke skal cementeres. 

- Vi står med en enestående mulighed for at udvikle et nyt grønt arbejdsmarked med tilsvarende nye arbejdspladser, der kan komme hele landet til gode - ikke mindst landdistrikterne. Politisk skal man derfor understøtte og accelerere de vækstpotentialer, der kan opstå i krisens kølvand. Det vil vi med dette udspil minde politikerne om, når de skal drøfte økonomiske genopretningsplaner, finansloven for 2021 og regeringens udspil for landdistrikterne," siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

I det fælles udspil er der forslag inden for bl.a. grøn omstilling, uddannelse og beskæftigelse, infrastruktur, konkurrenceevne samt oplevelsesøkomien.


Med udgangspunkt i landdistrikternes kritiske udvikling efter finanskrisen er der også behov for, at der tænkes langsigtet og bliver sat ambitiøse og forpligtende mål for udviklingen i landdistrikterne i de kommende år. Derfor foreslår Landdistrikternes Fællesråd og Landbrug & Fødevarer, at der udarbejdes en ambitiøs plan for landdistrikterne, som indeholder tre overordnede mål for den økonomiske udvikling i 2030:

 1) Minimum 5 pct. flere private arbejdspladser i land- og yderkommunerne i 2030, så den private beskæftigelse styrkes med henved 30.000 flere job.

 2) Minimum samme BNP-vækst som resten af landet frem mod 2030.

 3) Ledigheden i land- og yderkommunerne skal falde til niveauet umiddelbart før coronakrisen.

For at sikre indfrielsen af 2030-planens mål foreslår organisationerne, at regeringen nedsætter et vækstteam for landdistrikterne, som skal kulegrave de eksisterende rammer for erhvervslivet i landdistrikterne og komme med målrettede forslag til, hvordan de forbedres.

Anne Arhnung og Steffen Dansgaard