ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
LANDSNYHEDER
lørdag 20. juni 2020
HELE LANDET: Coronakrisen vil uundgåeligt ramme store dele af den eksisterende detailhandel som en negativ spiral, med mindre udlejere og lejere handler nu.

Der er brug for resolut handling, fordi krisen har medført, at udviklingen med et stort antal butikslukninger er rykket 10 år tættere på os. Sådan lyder prognosen i Gangstedrapporten, som er udarbejdet af Instituttet for Fremtidsforskning for Gangsted Advokatfirma.

Gangstedrapporten er en analyse af dansk retail i et udlejningsperspektiv. Ifølge Gangsted Advokatfirma er rapporten et debatoplæg, der fremhæver de mest væsentlige elementer, som både lejere og udlejere skal forholde sig til, arbejde med og samarbejde om allerede nu.

- Der er ikke tale om skrækscenarier om død og ødelæggelse, men tendenser og forudsigelser, som indebærer et større pres på ejendoms- og udlejningsbranchen, end det var forventet før coronakrisen, siger partner Thomas Ulrik fra Gangsted.

Ifølge Thomas Ulrik viser forudsigelserne i Gangstedrapporten, at udlejerne skal fokusere på at udvise rettidig omhu.

- Udlejerne skal forberede sig på en ny verden, hvor online-handel vil udgøre en betydeligt større andel af retail totalt set. Dermed vil et stort antal fysiske butikker blive skubbet ud af markedet, og udviklingen vil indtræde hurtigere end forventet på grund af coronakrisen, siger Thomas Ulrik.

- Udviklingen vil medføre krav til nye og mere fleksible kontrakts- og samarbejdsformer og som konsekvens heraf også indebære krav til nye finansieringsmuligheder. Desuden vil udviklingen også i et vist omfang have konsekvenser for principperne for værdiansættelser, siger Thomas Ulrik.

- Hvis man er på forkant og arbejder indgående med fremtidens forbrugsmønstre, er der fortsat gode muligheder for at skabe sunde forretninger og opretholde fysiske butikker. Vi har med vores rapport nu leveret et debatoplæg, der kortlægger en række udviklingsscenarier. Vi ser frem til en god debat med både udlejere, lejere, politikere og andre interessenter om fremtidens udfordringer, slutter Thomas Ulrik.


Det står i Gangstedrapporten:

- Et stort antal fysiske butikker vil lukke inden 2030. Flere steder vil boliger og kontorer rykke ned i de tomme lokaler i stueplan.
- Mange af fremtidens butikker vil blive omdannet til en kombination af showrooms og caféer.

- 40 procent af al handel vil foregå online i 2030. Den fysiske butik vil være et supplement til den digitale forretning.

- Det vil i 2030 ikke længere være en nødvendighed at gå i fysiske butikker. Forbrugerne vil derfor kun handle i fysiske butikker, hvis de oplever det som interessant og værdiskabende.

Gangstedrapporten 2020 med titlen "Fremtidens Retail 2030 i et udlejningsperspektiv" er udgivet af Gangsted Advokatfirma og udarbejdet af Instituttet for Fremtidsforskning.