ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
NORDJYSKE NYHEDER
torsdag 6. februar 2020
AALBORG: I februar forventes Vivabolig at sætte gang i omdannelsen af Park Hotel på John F. Kennedys Plads til ungdomsboliger. Det fremgår af et notat fra Aalborg Kommune.

Økonomien i projektet blev godkendt i 2017, men den støtteberettigede anskaffelsessum er forhøjes med 1,3 millioner kr. til 59,6 millioner kr. Desuden er projektet ændret fra oprindeligt 62 ungdomsboliger til 65 ungdomsboliger.

"Ejendommen opdeles i to bygningsafsnit. I den oprindelige del af ejendommen fra 1905, med facade primært mod John F. Kennedys Plads, etableres 2‐rums ungdomsboliger, mens der i bygningsafsnittet med facade mod Steen Blichers Gade etableres det, der her betegnes som kompakt‐boliger eller kollegieværelser med eget badeværelse. Der etableres større fælleskøkken samt fælles opholdsareal i underetagen", fremgår det af notatet fra kommunen.

"I forbindelse med ombygningen ejerlejlighedsopdeles ejendommen, så stueetagen bibeholdes som erhvervslejemål i privat ejerskab med en forventet fremtidig anvendelse som udlejning til café eller lignende", fremgår det videre.

Projektet omfatter 32 2-rums boliger på 48 kvm, 30 boliger på 31 kvm, 36 2-rums boliger på 43 kvm og 29 boliger på 32 kvm. Den månedlige husleje kommer til at ligge på mellem 2.230 kr. og 3.430 kr.

Byggeperioden forventes at løbe frem til oktober 2020.
Park Hotel i Aalborg, der bygges om til ungdomsboliger.