ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
LOKALE NYHEDER
torsdag 6. februar 2020
VALSGÅRD: Der er ingen undskyldning for at smide sit affald på fortove og veje i Valsgård. Foreløbig er der ophængt seks ny affaldskurve på lygtepæle rundt i byen, men der skal fire mere op.

Det er borgerforeningen i byen, der står for ophængningen, men Sparekassen Vendsyssels afdeling i Hobro betaler gildet.

- Der er indtil videre seks familier i Valsgård, der har indvilget i, at der bliver hængt en affaldskurv op i en lygtepæl nær deres hus, og de har lovet at tømme kurvene, når der er behov. Er der nogle i byen, der mener, at der mangler en affaldskurv i nærheden af deres hus, så mangler der altså fortsat at blive fundet fire steder, siger formand for Valsgård Borgerforening Henning Jochumsen

Valsgård vil gerne være kendt som en ren by, og initiativet er et skridt på vejen.

Det var afdelingsdirektør Jesper S. Mikkelsen, Sparekassen Vendsyssel, der overrakte den første affaldskurv til formand for borgerforeningen Henning Jochumsen. Sparekassen begrunder sponsoratet med, at man synes, det er en god ide´, at en by som Valsgård går meget op i at være en ren by.
Henning Jochumsen modtager den første affaldskurv af afdelingsdirektør Jesper S. Mikkelsen (th)