ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
LOKALE NYHEDER
tirsdag 4. februar 2020
Peter Møller Rasmussen
MARIAGERFJORD: Med indgangen til august træder velfærdsdirektør i Mariagerfjord Kommune Peter Møller Rasmussen ind i pensionisternes række.

Dermed bliver det til godt og vel 10 år i spidsen for Mariagerfjord Kommunes store velfærdsområder. Først som skolechef og fem år senere som direktør for børn og familieområdet. Siden fik han desuden ansvaret for kommunens handicap-, ældre- og sundhedsområde. 

Borgmester Mogens Jespersen har været glad for mange års tæt samarbejde med Peter Møller Rasmussen.
- Han blev skolechef hos os, da jeg var ny formand for børne- og familieudvalget. Vores første opgave var en ny skolestruktur, hvor vi nedlagde syv folkeskoler. Det var en ordentlig mundfuld, hvor han og jeg blev sat på prøve i haller og forsamlingshuse. Siden kom folkeskolereformen, som også var en kolossal udfordring, hvor jeg virkelig satte pris på hans assistance og rådgivning, siger Mogens Jespersen.
 
 Peter Møller Rasmussen er ambitiøs og meget vidende og så har han en fantastisk evne til at løfte sig op i helikopteren og se de store perspektiver i en sag. Det er noget jeg som politiker og borgmester sætter stor pris på, siger Mogens Jespersen.
 
Peter Møller Rasmussen har stået i spidsen for kommunens velfærdsområder i en periode, hvor sundhedsområdet er blevet en meget større del af kommunens ansvarsområde og hvor der er kommet flere plejekrævende ældre. I den forbindelse har hans filosofi været, at borgerne i langt højere grad skal inddrages og involveres. Ikke desto mindre mener han, at det snart er tid til at takke af.
 
- Jeg blev ramt af kræft for nogle år siden og selvom jeg nu er helt rask, har det givet mig stof til eftertanke. Jeg kan se tilbage på et langt, travlt, udfordrende og meningsfuldt arbejdsliv. Derfor synes jeg, at det er naturligt at stoppe, når min kontrakt med Mariagerfjord Kommune udløber her til sommer, siger han., og han glæder sig til pensionisttilværelsen.

- Jeg er glad for mit job, og jeg kommer til at savne mine mange gode kolleger og samarbejdspartnere, men arbejdet er ikke alt. Jeg ser frem at få mere tid til at dyrke andre fritidsinteresser og nyde livet, siger Peter Møller Rasmussen.
 
Peter blev uddannet lærer 1981. Før han kom til Mariagerfjord Kommune var han blandt andet skoleleder på Thorning Skole i den tidligere Kjellerup Kommune og skoleleder på Virring Skole i Skanderborg Kommune.
 
Stillingen som velfærdsdirektør bliver opslået i løbet foråret med forventet tiltrædelse 1. august.