ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
LOKALE  NYHEDER
tirsdag 11. februar 2020
SKELUND: Når der lørdag 15. februar holdes bazar i Skelund er det 100. gang. Den første bazar blev afviklet tredje lørdag i november 2011, søsat af Jan Vestergaard og Jess V. Laursen.

Den oprindelig tanke for udnyttelse af området var etablering af fritidsfaciliteter i en Action Park for de unge, og med Ridehallen på Solgården som omdrejningspunkt, men projektet blev for stort og i stedet opstod ideen om et fødevare- og kræmmermarked her i landsbyen Skelund, og at vi tænkte stort understreges af, at markedet fik navnet Bazar Skelund, oplyser initiativtagerne.

Resten er, som man siger, historie og vi ser tilbage på 99 lørdage med en masse gode oplevelser, både for så vidt angår de mange stadeholdere, der har vekslet rigtig meget, og i antal gennem årene ligger på den gode side af 100 forskellige stadeholdere, hvor flere af dem kommer langvejs fra. Den senest ankomne har adresse så langt væk som Flensburg, men Randers, Lemvig og Kaas står også på visitkortet hos nogle af de øvrige, siger de.

Turister besøger også bazaren
Og de gode oplevelser deler vi også med de mange borgere, ikke kun fra lokalområdet, men også opland hvor mange har den 3. lørdag i kalenderen som fast tur til Skelund for at handle. Turister har også fundet vej til Skelund på deres ferieophold i sommerlandet, godt hjulpet af Visitmariagerfjords opbakning i magasiner o.a. 


 
Jan Vestergaard
Jess V. Laursen
Bazar nr. 100 skal markeres, og bazarejerne har sendt opfordring til stadeholderne om, at have en masse spændende 100 kr. tilbud klar til 15. februar 

- Vi opfatter Bazar Skelund som en del af de kulturelle tilbud i Mariagerfjord kommune, og ikke mindst et vigtig aktiv for landsbylivet og da vi åbnede den første Bazar var det kulturforvaltningens souschef Jens Lykke, der er kendt for sit arbejde med både kultur og landdistrikter, der holdt åbningstalen, siger bazarejerne.

Festtale
- Vi fandt det derfor naturligt atter at kigge mod Kulturforvaltningen hvor det denne gang er Kultur- og fritidschef Joan Kamstrup der kl. 11 på dagen holder en festtalen for markeringen af de 100 gange vi har åbnet Ridehallen på Solgården for Bazaren, siger de

Ud over de mange tilbud er bazaren i spenderbukserne denne dag. Der vil bl.a. være en udtrækning af en stor gavekurv, og fra kl. 13 og resten af dagen vil der være gratis vand og øl i baren.

Bazar Skelund ser frem til de næste 100 dage, og ejerne oplyser, at Bazar-arealet vil blive udvidet i foråret så man kan byde på flere stadeholdere til den månedlige Bazar-dag i fremtiden.