ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
LOKALE NYHEDER
mandag 10. februar 2020
HOBRO:  Ambu-revyen, der de seneste år har holdt til i Det Røde Pakhus i Hobro, vender i år tilbage til Hobro Theater. Det sker blandt andet i anledning af Ambufestens 100 års jubilæum, og der bliver også flere forestillinger end normalt.

- Vi glæder os til at komme tilbage til Hobro Theater.  Hobro Borger- og Håndværkerforening har været lydhøre overfor vores ønsker. Samtidig ændrer vi lidt i spilleplanen. Vi vil gerne knytte revyen tættere til Ambufesten. Derfor flyttes revyen til september efter Ambufesten, siger Søren Greve, Ambu-revyens talsmand.

Niels Leth Sørensen vil igen i år have  skuespiller- og instruktørkasketten på. Han glæder sig også til, man vender tilbage til teaterbygningen.

- Det er gået fint i Det Røde Pakhus, men det giver nogle fordele for både scenefolk og aktører, at der er de eksisterende faciliteter, siger han, og tilføjer, at det bliver en noget særlig revy, som man  glæder sig til at præsentere.

En ret afgørende faktor om en tilbagevenden til Hobro Theater kom i hus i starten af december, da Sparekassen Hobro Fonden bevilgede 95.000 kr. til indløb af lys- og lydudstyr.

- Det gør en stor forskel for os økonomisk, at vi ikke behøver at leje en masse udstyr fra gang til gang, siger Søren Greve.

Ambu-revyen får premiere 11. september. Der er planlagt flere forestillinger i ugerne 36 og 37.
Foto: Mads9elsen
Et indslag fra 2019-revyen