LOKALE NYHEDER
fredag  6. december 2019
Fopto: Privat
ALS: Der er blevet slået skår i julefreden i Als. Nypyntede krukker ved byens gadekær, Flouen er blevet knust, og vandaler har forsøgt at køre rundt med en bil på det vinterklargjorte græsareal ved stranden og har efterladt sig dybe spor.

- Krukker ved Flouen er sparket i stykker. Det er vi kede af, når nogle frivillige borgere bruger meget tid på at pynte rundt om i byen, siger formand for borgerforeningen Hans Lybæk.

-Der er øjenvidner til vandalismen, men man har ikke kunnet sætte navne på. Det er formodentligt en lille flok af byens ungdom. Det kunne være flot, hvis de skyldige meldte sig. Ikke fordi, det er nogen stor udskrivning, men en undskyldning ville være på sin plads, siger formanden.

Han ærgrer sig også over, en eller flere bilister, ikke har holdt sig til grusvejene på stranden, men har været inde på græsarealet, hvor der er dybe hjulspor. Man kan se, at en bil har siddet fast, og der er lavet store huller.

Hele området med græs er blødt efter den megen regn i efteråret.

-Det er til stor irritation for den frivillige, der holder arealerne så flot, siger Hans Lybæk.
De ødelagte blomsterkummer er erstattet med ny, som man nu håber. kan få lov til at stå i fred.
En eller flere biler har kørt på det vinterbløde græsareal ved havet og har efterladt dybe spor.