LANDSNYHEDER
mandag 7. oktober 2019
HELE LANDET: Fire ud af fem danskere ser boligen som en langsigtet god investering. Det fremgår af en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Nybolig.
 
Hele 79,8 pct. svarer i undersøgelsen, at de forventer at boligen er enten noget mere eller meget mere værd end ved købstidspunktet. 14,2 pct. forventer nogenlunde samme værdisætning som ved købstidspunktet, og blot 0,5 pct. svarer, at de tror, at boligen vil være mindre værd, når salgsdagen kommer.
 
Ifølge Thomas Hovgaard, der er kommunikationschef i Nybolig, er det glædelig, at boligejerne har så positivt en indstilling.
-Det er livets dyreste investering at købe bolig. Derfor er det positivt at se, at så mange boligejere tror på, at investeringen også vil være indbringende på lang sigt. Indstillingen betyder, at man tager sin bolig alvorligt, holder den løbende ved lige. Og spiller den aktuelle højkonjunktur helt sikkert også en rolle i forhold til boligejerens forventninger, siger Thomas Hovgaard.
 
Historisk set er værdien af huse og lejlighederne da også kun gået én vej - opad.
 
Særligt prisudviklingen på ejerlejligheder er gået stødt opad. I Finansministeriets økonomiske redegørelse fra august i år fremgår det, at ejerlejligheder er steget godt 60 pct. i værdi siden 2012, hvor boligmarkedet begyndte at finde fodfæste igen efter finanskrisen.
 
-Det har været en guldrandet investering for de boligejere, der gik ind i ejerlejlighedsmarkedet i 2012 og 2013. De har virkelig haft god økonomisk medvind, men også købere af villaer og sommerhuse kan i samme periode have noteret betydelige værdistigninger, siger Thomas Hovgaard.
 


3,5 pct. af boligejerne ved ikke, hvad deres forventning er til boligens værdi, den dag den skal sælges. Ifølge Thomas Hovgaard kan det skylde de mange usikkerheder på det globale marked - herunder handelskrigen og Brexit.
 
-Det danske boligmarked påvirkes ikke kun af, hvad der sker herhjemme, og med det aktuelle geopolitiske landskab og de kommende, ny ejendomsvurderinger kan man ikke fortænke nogen i at have opsparet en vis tvivl om fremtiden, siger Thomas Hovgaard.