ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
LOKALE NYHEDER
onsdag 15. april 2020
ØSTKYSTEN: Campingpladserne i den østlige del af Mariagerfjord Kommune åbnede op til påske, men der blev ikke tale om den tilstrømning, man har oplevet ved tidligere sæsonåbninger. Der er god afstand mellem campingvognene.

Det var fastliggerne, der benyttede de første påskedage til at indrette sig.

På de to pladser, som Als Borgerforening driver på henholdsvis Havbakkerne og ved stranden syd for byen, ankom campisterne i en behersket strøm og fordelte sig i god afstand mellem hinanden, og det samme var tilfældet på pladserne i og ved Øster Hurup.

De store pladser med en række aktivitetsmuligheder har lukket ned for de indendørs aktiviteter som blandt andet svømmebad.

I Als kunne gæsterne på Havbakkerne glæde sig over en ny velfærdsbygning, der blev færdig op til åbningen. Her er der indrettet ny bade- og toiletfaciliteter.

Campingpladserne i landsbyen fr4ekventeres i udpræget grad af de samme år efter år. Campister, der ikke efterspørger mulighed for underholdning på pladsen, men nyder naturen, udsigten og muligheden for blandt andet at fiske fra stranden.

Pladserne i Als drives udelukkende ved frivillig arbejdskraft og er en betydelig indtægtskilde for borgerforeningen. Investeringen på Havbakkerne og coronakrisen ventes at smitte negativt af på regnskabet i indeværende år alt efter hvor længe, restriktionerne varer.
Påskedagene blev blandt andet brugt til at indrtte sig.