ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
NORDJYSKE NYHEDER
onsdag 18. marts 2020
NORDJYLLAND:  Himmerland Boligforening er i gang med at afklare, hvor mange udendørs håndværkeropgaver, de kan fremrykke det næste stykke tid.

Baggrunden er corona-smitten, som har store økonomiske konsekvenser for samfundet og erhvervslivet. Derfor lancerer boligforeningen en række tiltag, som skal hjælpe det lokale erhvervsliv i en svær situation.

- Den nuværende situation er hård for de lokale erhvervsdrivende, så derfor ønsker vi naturligvis at give en hjælpende hånd. Det gør vi med to konkrete tiltag. Vi fremrykker udendørs håndværkeropgaver, og vi fremrykker fakturabetalinger, siger Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening.

Ved at fremrykke fakturaer og udendørs håndværkeropgaver kan de hjælpe deres leverandører med at fastholde en indtjening, mens ordrebogen er tom. Sågar uden at det koster beboerne ekstra i husleje. Der er foreløbigt kun tale om udendørs opgaver, hvor håndværkerne ikke har kontakt til beboere.

- Det er klart, at vi kun fremrykker opgaver, hvor der ikke er en smitterisiko forbundet med udførslen. Vi følger myndighedernes anvisninger og tager alle nødvendige forbehold, så vi både beskytter beboerne og håndværkerne, udtaler Ole Nielsen.

Pengene findes gennem boligforeningens vedligeholdelsesplaner. Gennem disse er det fastlagt, hvilke aktiviteter der skal udføres, og hvor meget det koster over en 30-årig periode. Når håndværkeropgaven fremrykkes, har beboerne allerede henlagt midler gennem huslejen, og det er opgaver, som alligevel skulle udføres på et senere tidspunkt.

 Pt. har Himmerland Boligforening henlagt cirka 500 millioner kr. til vedligehold, og det er altså disse midler, som nu bringes i spil. I år er planen, at godt 10 millioner kr. skal bruges på vedligeholdelsesopgaver i afdelingerne.

- Det kan være opgaver som udskiftning af tagrender, reparation af hegn eller andre arbejder, som vi alligevel skulle udføre i løbet af 2020. Dette er noget, som vil hjælpe erhvervslivet på den korte bane, men det er klart, at der også er behov for tiltag på den lange bange.


Her tænker vi især på at afklare, hvorvidt vi kan fremrykke planlagte renoveringer.

Renoveringer i den almene boligsektor var også et tema i går, hvor blandt andet Dansk Erhverv, Dansk Byggeri, Boligselskabernes Landsforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation henvendte sig til statsministeren med et budskab om at fremrykke projekter i Landsbyggefonden. Netop nu er der 453 projekter i kø og 18,4 milliarder kr. som kan frigives, uden det koster noget for statskassen. Dette greb mener man også er oplagt i Himmerland Boligforening.

- Det vil helt bestemt hjælpe det nordjyske erhvervsliv på lang sigt, hvis man fremrykker renoveringer i Landsbyggefonden. Derfor håber vi også, at regeringen vil overveje dette greb, siger Ole Nielsen.

Himmerland Boligforening administrerer over 7.000 boliger i Nordjylland og har årligt en huslejeindtægt på over 400 millioner kr.

Ole Nielsen