ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
LOKALE NYHEDER
mandag  16. marts 2020
MARIAGERFJORD: Mariagerfjord Kommune vil række erhvervslivet en hjælpende hånd i den Coronavirus økonomisk trængte tid. Det sker ved at fremrykke betalingen af regninger til virksomheder, der har leveret varer eller udført arbejde for kommunen.

Det drejer sig om 4.100 regninger til ca. 50 mio. kr., der betales indenfor kort tid mod normalt 30 dage efter, man har modtaget regningen.
 
- Vi arbejder normalt med en betalingsfrist på 30 dage, men i denne helt særlige situation, hvor vores erhvervsdrivende er ramt på indtjeningen, sætter vi turbo på betalingerne. Det er måske en lille gestus for os, men det kan faktisk være livsvigtigt for nogle af de virksomheder, der har penge til gode, forklarer borgmester Mogens Jespersen.
 
- Det er dejligt, at vores økonomiudvalg bakker op om at give vores virksomheder en tiltrængt hånd. Heldigvis har vi en fornuftig kassebeholdning, der gør os i stand til at sende de mange millioner ud i samfundet nu, hvor der er akut behov for dem, siger borgmesteren.
 
Det er Kommunernes Landsforening, der har opfordret de danske kommuner til at fremskynde betalingerne til virksomhederne. Hensigten er at styrke virksomhederne likviditet og holde hånden under beskæftigelsen. Det flugter fint med den store hjælpepakke, som Regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne gav hinanden håndslag på i weekenden.
Mariagerfjord Kommune vil fremrykke betalingen af regninger fra erhvervslivet for blandt andet at hjælpe med virksomhedernes likviditet.