LOKALE NYHEDER
søndag 8. september 2019
HAVNØ: Der inviteres søndag 15. september til en noget speciel høstfest i og ved Havnø Mølle. Grunden er, at møllen samtidig fejre 25 års jubilæum som museum.

Det er Havnø Mølles Venner, der sammen med Møllehistorisk Samling og Visborg kirke, der står som indbyder til festen mellem kl. 10 og 16.

Den 1. september 2019 var det 25 år siden, det daværende Hadsund Egns Museum fik skøde på Havnø Mølle, der da blev museumsmølle.

Ved høstfesten kan man købe bogen, som er udgivet i anledning af jubilæet: "Havnø Mølle fra herregårdsmølle til museumsmølle". Den er skrevet af tidligere museumsinspektør Lise Andersen, og  fortæller om møllens historie som en del af godset Havnø. Der er således både meget møllehistorie, men også meget lokalhistorie i bogen, der er på 120 sider og rigt illustreret med gamle og nyere billeder, samt flere af maleren Sven Schous tegninger.

Bogen koster 200 kr., men som medlem af foreningen eller hvis man kan fremvise sine mølleaktier, som blev solgt til fordel for restaureringen i årene 1994-1996, kan man købe den for 125 kr.

I samarbejde med Hadsund Bryghus har Havnø Mølles Venner fået produceret en speciel Havnø Mølle-øl. En øl, der er håndbrygget på vand, gær, malt og humle. Den har pilsnerstyrke og en ren øl-smag.

Som traditionen byder, indledes høstfesten med høstgudstjeneste i et stort telt. Efter gudstjenesten sættes møllen i gang, og hvis der er vind til det, bliver der malet mel.

Man kan på stedet også opleve en anden form for mekanik. Der udstilles veteranbiler og gamle traktorer.

Der bliver også mulighed for at trække lodder i en tombola, og børnene kan male deres eget mel på håndkværn og bage pandekager over bål, ligesom man kan komme en tur med hestevogn i skoven eller til fjorden. Den musikalske underholdning står Rebild-spillemændene for, og i teltet kan der købes kaffe, te og sodavand med hjemmebag samt suppe med brød