LOKALE NYHEDER
fredag 6. september 2019
HIMMERLAND: Som det første pengeinstitut i Danmark har Jutlander Bank indgået en aftale med den rabatportal, der hedder Tjoose.

Tjoose bliver et tilbud til bankens private fordelskunder om at få rabatter på varer, serviceydelser og oplevelser. Samtidig bliver platformen et tilbud til bankens erhvervskunder om at blive markedsført over for bankens fordelskunder.

- Det eneste, som markedsføringen koster erhvervskunden, er den rabat, som vedkommende vælger at tilbyde. Brugen af platformen betaler Jutlander Bank for, forklarer Jutlander Banks ordførende direktør, Per Sønderup.

En lang række erhvervskunder i Jutlander Bank har fået tilbud om at deltage, og nu lukker banken op for, at dens fordelskunder kan tilmelde sig.

900 danske virksomheder er allerede aktive på Tjoose med rabatter og tilbud. De omfatter alt fra restauranter, hoteller over forlystelsesparker til frisører og butikker - alle med 10 procent rabat eller mere. Eksempelvis 25 procent ved Tivoli Friheden og Verdenskortet i Klejtrup, 20 procent ved Randers Regnskov og Nordsøen Oceanarium, og 15 procent ved ARoS, Rønbjerg og Jesperhus.




Direktør Per Sønderup