LOKALE NYHEDER
lørdag 3. august 2019
ØSTER HURUP: Sommeren synger på de sidste vers, og dermed skruer Øster Hurup ned for aktivitetsniveauet. Fredag aften var det sidste gang med sommerkoncert på bytorvet i denne sæson, men der loves, at der blændes op for en ny omgang i 2020.

Det var lokale "Before Danceband", der sluttede rækken af fredagskoncerter på bytorvet i turistbyen.

Som ved de tidligere koncerter med gratis adgang til godt et par timers musikalsk underholdning, var der mange mennesker på torvet, og man kunne igen glæde sig over flot vejr i aftentimerne medens musik og sang lød over pladsen.

De fire musikere på scenen, Tom Thygesen, Søren Jørgensen, John Silleborg og Sebastian Lybæk høstede stort bifald. De leverede ørehængere fra 60-erne frem til i dag.

Også på en anden musikalsk front er der lukket ned for sommeren i denne omgang. Onsdag aften var det sidste gang der blev budt på fællessang på havnen, desværre i regnvejr, så man måtte rykke indendørs i fælleshuset på havnen, hvor over hundrede mennesker trængtes i lokalet.  Enkelte måtte synge med i døråbningen i læ for regnen under paraplyer.

Dette arrangement kan også se tilbage på en succesfuld sæson med flere hundrede sangglade mennesker på havnen.

Fredag aften var det sidste gang i denne sommer, der blev budt på koncert på bytorvet i Øster Hurup.