LOKALE NYHEDER
fredag 2. august 2019
Så er det lige før start i 2018
HADSUND: Det er 28. gang startsskuddet lyder til Hadsundløbet 5. september, og der er åbnet op for tilmelding til løbet. Foreløbigt har 12 skrevet sig på listen.

En af årets nyheder er chip-tidtagning. Ligesom ved klubbens to andre motionsløb, Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund i maj måned og Mariagerløbet i juni, har klubben frået gode erfaringer med chip-tidtagning,

- Ved Kvindeløbet og Mariagerløbet har vi kun fået positive tilkendegivelser fra løberne, og ligeledes er vi som arrangører selv meget tilfredse med chip-tidtagningen. Det giver den enkelte løber en nøjagtig tid, og desuden kan løberne straks efter passage af målstregen selv via en app, finde sit resultat på nettet, siger løbstilmelder og kasserer Keld Østergaard fra klubben. 

Også for gående
Det er de efterhånden kendte tre ruter på henholdsvis 3,3 km., 5,5 km. og 10,5 km., og som noget nyt i år tilbydes den kort rute på 3,3 km. også for gående.

- I stævneledelsen er vi opmærksom på den nye trend blandt motionister, der gerne vil ud at røre sig, men ikke nødvendigvis har lyst til at løbe. Ved Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund, som klubben ligeledes arrangerer, kunne vi i år konstatere, at hele 519 kvinder var tilmeldt på den gående rute på 5 km, så der er helt sikkert et ønske om at deltage i motionsløb, selv om man ikke løber, og det ønsker vi som klub også at kunne tilbyde til alle vore tre motionsløb, siger stævnelederne Erik Nielsen og Jens Chr. Dalgaard.


Som sædvanlig har alle tre ruter start ud for Sportigan på Storegade. På den korteste rute, og dermed også ruten for de gående, kommer deltagerne ud ad Nørregade/Aalborgvej, videre ned ad Ringvejen, hvorefter det igen går indad mod midtbyen ad Gl. Visborgvej og Østergade, ned ad Tinggade/Doktorbakken til selve opløbet ved målområdet på Torvet.

Ruten på 5,5 km. går videre ud ad Aalborgvej, hen ad Sandelmosevej og derefter også ind ad Gl. Visborgvej.

Den lange rute på 10,5 km. går helt ud af byen ad Aalborgvej, inden den drejer af hen ad Visborgvej helt til Visborg. Her går det så mod Hadsund igen ad Gl. Visborgvej, hvor ruten løber sammen med de to øvrige ruter. Der er i øvrigt fælles væskedepot på både den mellem og lange rute.
 
En anden af årets nyheder er en ny aldersgruppe for 70 år og derover.

Flere af vore ældste deltagere har sneget sig over de 70, og derfor har vi besluttet, at de får en aldersgruppe for sig selv, så de ikke skal konkurrere mod de "unge" på 60-69 år. Dermed bliver der hele 10 aldersgrupper på både dame og herresiden, så Sportigans indehaver, Palle Justesen får travlt under præmieoverrækkelse med at dele præmier ud til alle gruppevindere, siger stævnelederne.

Sidste år deltog 682 løbere, hvoraf 345 elever kom fra Hadsund Skole. Dermed satte de sig for 8. gang på vandrepokalen.

Stævnerekorden på 879 deltagere blev sat tilbage i 2012.

Tilmelding foregår via klubbens hjemmeside: www.mariagerfjordok.dk senest 1. september.