LOKALE NYHEDER
torsdag 1. august 2019
ØSTER HURUP: Sæsonens sidste syng-sammen-aften på havnen i Øster Hurup blev en våd omgang. Man måtte rykke indendørs i havnens fælleshus, der dog ikke kunne rumme de mange mennesker, der ønskede at synge med.

Nogle måtte stå udenfor, skærmet for regnvejret, med paraplyer, men det blev taget med godt humør.

Hver onsdag aften i juli måned har der været samlet flere hundrede mennesker til fællessang ved fiskerhusene på sydmolen, og de fleste gange er det sket i lunt og tørt sommervejr, bortset fra første gang, hvor man måtte rykke mod syd på havnen på grund af kraftig blæst.

På trods af regnvejret på sidstedagen mødte der alligevel over hundrede sangglade mennesker op, og skulder ved skulder samledes man i fælleshuset, hvor der blev sunget af fuld hals, og ingen forlod stedet før sommersæsonens sidste sang "Du som har tændt millioner af stjerner" var sunget.

Initiativtager til de ugentlige fællessangs-onsdage på havnen i Øster Hurup, og leder af Als- Øster Hurup Kirkekor, der har leveret forsangere, organist Troels Kold, inviterede ved afslutningen til en ny omgang sang første gang onsdag 1. juli 2020.

Der var fyldt op indenfor. så nogle sang med stående udenfor i regnvejret.