LOKALE NYHEDER
torsdag 11. juli 2019
ØSTER HURUP: Et af de faste sommerprogrampunkter i Øster Hurup er oksefesten, der strækker sig over et par dage. Der tages hul på løjerne fredag 12. juni, og der sluttes af natten til søndag med dans i idrætshallen.

Det er igen boldbanerne bag Multihuset, der danner ramme om de udendørs aktiviteter, der indledes fredag kl. 17. På stedet vil der være opstillet hoppeborg, skydevogn og udskænkningssteder, så gæsterne både kan få stillet sulten og tørsten.

Underholdningen i løbet af aftenen byder på ringridning med veterantraktorer, skovhuggere vil demonstrere deres evner, brandmænd fra Als kører den store sprøjte på plads og viser hvordan, man slukker ildebrand, og så bydes der på vandkamp mellem lokale byhold.

Det bliver Bibbi % Sniff, der slutter aftenen af med musik i teltet, som bliver opstillet på pladsen.

Lørdag åbner pladsen kl 12, og den store okse vil være hængt over de glødende trækul. I løbet af eftermiddagen bydes der på gadefodbold, ligesom der igen vil være musik i teltet, og kl. 18.30 åbnes dørene til hallen, hvor der serveres grillet oksekød med tilbehør. Hvis man ikke er så meget for oksekød, vil der også være mulighed for grillet svinekød eller kalkunkød.

Efter maden spiller "De Spildte Talenter" op til dans.

Man kan sikre sig billet til arrangementet i Dagli´Brugsen eller på festpladsen.

Program:

Fredag 12. juli
Kl. 17.30: Festpladsen åbner og ringridning med veterantraktorer.
Kl. 18.30: Skovhuggere demonstrerer deres evner med motorsav.
Kl. 19.15: Als Brandstation viser, hvordan man slukker en ildebrand.
Kl. 20.00: Vandkamp mellem nabobyerne.
Kl. 20.30: Bibbi & Sniff spiller i teltet.

Lørdag 13. juli
Kl. 12.00. Festpladsen åbner.
Kl. 13.00: Gadefodbold.
Kl. 15.00. Musik i teltet på festpladsen.
Kl. 18.30: Døren til idrætshallen åbner. Efter spisningen spilles der op til dans.

Der bliver i år igen ringridning på veterantraktorer.
Brandvæsenet stiller vand og slanger til rådighed for en dyst mellem nabobyerne.