LOKALE NYHEDER
torsdag 11. juli 2019
ØSTER HURUP: Tirsdage i sommerperioden er store kræmmerdag i Øster Hurup, og med ideelt kræmmervejr strømmede professionelle og private kræmmere til turistbyen og ikke mindst købere på jagt efter et godt tilbud.

Langt det største kræmmermarked er Novomarkedet, der har plads i Fruerlundparken. Her var hele tirsdagen det store parkeringsareal, hvor der er plads til ca. 800 biler, optaget, og i store dele af det 15 hektar store parkanlæg var der opstillet salgsboder, og hundredvis af mennesker gik tur mellem alt mellem himmel og jord, der var udbudt til salg.

Også arealet overfor turistkontoret på vejen ud mod havnen var besat med salgsboder, og da mange af kræmmerne ikke kunne finde plads her, blev vejkanten helt ud til havnen inddraget. Hundredvis af gående måtte dele vejen med store autocampere, personbiler, motorcykler og cyklister.

Parkeringspladsen på havnen, der i vintermånederne bruges som plads til lystbåde på land, blev hurtig fyldt, ligesom den nyanlagte p-plads ved bytorvet var proppet med biler.

Mange private borgere langs Kystvejen i Øster Hurup benyttede sig også af muligheden for at tjene en skilling med ting fra skabe og skunker. De stillede tingene ud på fortovet og håbede på, at nogle af de ekstras mange besøgende i byen ville stoppe op.

Adskillige steder stod der skilte med "Loppemarked", og et lignende billede kan forventes de kommende tirsdage under forudsætning af tørvejr.

- Der bliver ordentligt ryddet op i gemmerne i Øster Hurup, som en af besøgende udtrykte det.

På Novomarkedet stod folk periodevis i kø for at komme frem på markedspladsen.
Der var fyldt godt op på den store parkeringsplads ved Fruerlundparken.
Hele vejen ud til havnen var der opstillet boder.