LOKALE NYHEDER
torsdag 4. juli 2019
MARIAGER: Der krydses fingre for, at vejret lørdag 13. juli vil arte sig nogenlunde, i det mindste tørvejr, når der bydes på sommerfest i Mariager Museum, hvor blandt andet den brostenbelagte museumsgård vil genlyde af liv og feststemning som i gamle dage.

Det er Mariager Museum, der er en del af Nordjyllands Historiske Museum, som i samarbejde med Mariager Museumsforening står for arrangementet,

Til sommerfesten fremstilles og sælges forskellige slags husflid som strik, filt, flet og  håndlavede smykker. Der sælges også nyslynget honning, hjemmelavet marmelade, lokalt øl fra Bies Bryghus, saft og brændte mandler. Og som prikken over i'et kan man kan nyde sin eftermiddagskaffe og kage i de smukke og stemningsfyldte rammer i museumsgården.
 
Efter man har smagt på de søde sager og snust rundt blandt de mange kræmmerboder, er der mulighed for se fåreavler Jan Rasmussen klippe får eller køre en tur i hestevogn. Der er, som traditionen byder, oplevelser for hele familien.

Selve sommerfesten foregår udenfor, men museet er også åbent og har denne dag gratis adgang. Flere frivillige stiller op med gode historier, og Mariager Museumsforening tilbyder gratis rundvisninger kl. 11 og 13. Man kan også møde Birgittaforeningen, der fortæller om Mariager Klosters spændende historie.

Man kan også kigge ind hos Mariager Lokalarkiv og få en snak om gode, gamle dage. Arkivet har en lille udstilling omkring det at skrive sine erindringer, og man kan møde forfatter og lokalhistoriker Henrik Bugge Mortensen.

Mariager Museum har til huse i en hyggelig, 300 år gammel købmandsgård midt i den gamle klosterby - også kaldet rosernes by. Blandt de mange interiører, publikum kan opleve på museet, er flere stuer, et Madam Blå-køkken og en original købmandsbutik fra 1920'erne, der også fungerer som museumsbutik.

- Det er Mariager Museumsforening, som har lavet en stor del af arbejdet med at arrangere sommerfesten, og der er gjort et stort stykke arbejde for, at alle gæster får en dejlig dag, siger museumsinspektør ved Nordjyllands Historiske Museum, Lykke Olsen.

Sommerfesten begynder kl. 10 og varer til kl. 15.
Den 300 år gamle købmandsgård i Mariager inviterer til sommerfest lørdag 13. juli