LOKALE NYHEDER
tirsdag 11. juni 2019
LILLE VILDMOSE: Der står et formidlingsarrangement på programmet søndag 23. juni hos Lille Vildmosecentret. Overskriften er nyslynget honning.

Det er honning fra de bistader, der står ved centret, der skal slynges, og Lille Vildmosebiens Venner står for arrangementet.

De vil fortælle om hele processen med at få honning ud af bitavlerne og om, hvordan den bliver til den honning, som vi spiser.

Der vil også være mulighed for at lave eget lys ud af bivokspladerne. Det sker i centrets naturværksted, og man må efterfølgende gerne tage det hjemmelavede lys med hjem.

Vennerne vil også fortælle om, hvordan bierne lever og samarbejder i bistadet. Det koster 15 kr. at lave et lys, oplyser vildmosecentret.

Arrangementet om bierne er mellem kl. 10.30 og 12.

Søndag 16. juni og søndag 30. juni inviterer centret på opdagelse i det ny formidlingsområde. Her er det ørn, trane, vildsvin, krondyr og elge, der er på programmet. Fra "Dødens Tårn" kan man få et indblik i de store dyrs død, og hvordan død kan medvirke til nyt liv.

Fra toppen af tårnet er der en flot panoramaudsigt over hele området, og man kan være heldig at se de små stribede frislinger ved foderpladserne i den ny vildsvinefold. Vildsvinene bliver fodret hver dag ved de automatiske fodertønder kl. 11.15, 13.15 og 15.15