LOKALE NYHEDER
onsdag 15. maj 2019
VEDDUM: Der bliver blandt andet budt på superligafodbold, når Veddum Idrætsforening i juni fejrer sit 90 års jubilæum.

AaB har givet tilsagn om at stille op på Veddum stadion med sit superligamandskab lørdag 22. juni. Modstanderen er endnu ikke fundet, ligesom der endnu er usikkerhed om detaljerne i jubilæumsprogrammet, der kommer til at strække sig over to dage, 22. og 23. juni, men klubben opfordrer borgerne i Veddum og omegn til at sætte kryds i kalenderen.

Ud over jubilæumskampen med AaB bliver der en reception i klubhuset, og søndagens program sluttes af med kyllingefest og efterfølgende  Sankt Hans bål.

Med sine 90 år er Veddum Idrætsforening en af de ældste klubber på Østkysten, kun overgået af boldklubben Viking i Als, der kan skrive sin historie tilbage til 1904. Skelund Idrætsforening kom på banen i 1938 samme år som Olympia i Øster Hurup.