LOKALE NYHEDER
søndag 12. maj 2019
SKELUND: Bukkejagten og en planlagt kirkevandring mellem Visborg og Skelund kirker kolliderer 16. maj, aftenen før St. Bededag.

Det kan blive for farligt at gå ad skovvejene mellem de to kirker. I stedet vælger man cykelstien.

Interesserede kan parkere ved Skelund kirke og vil herfra blive kørt i bus til Visborg. Der bliver afgang fra Skelund kl. 18.15.

- I Visborg vil vi begynde i kirken kl. 18.30 med en kort andagt, hvorefter vi vil begive os på vej. På  grund af bukkejagten kan vi så ikke gå ad skovvejene gennem Visborgskoven.
I stedet går vi det meste af vejen ad cykelstien gennem skoven, siger formand for menighedsrådet i Skelund, Jan Thøgersen.

Man vil passere Visborggård og går så videre ad en grusvej over til cykelstien. Her vil man gå mellem nyudsprungne bøgetræer og en anemonedækket skovbund et langt stykke vej. Kort efter Høegholt passerer man Korup Å. Resten af vejen til Skelund Kirke går mellem marker. Hele ruten er på fast underlag, asfalt eller grus, oplyser formanden.

 I Skelund Kirke vil der være en kort andagt med lys-tænding. Til slut serveres der varme hveder i kirkehuset.