NORDJYSKE NYHEDER
lørdag 11. maj 2019
VALSGÅRD: Der blev budt på et tilbageblik på Valsgårds historie, da Arden Arkiv var på besøg i forsamlingshuset.

Det var borgerforeningen i samarbejde med arkivet, der stod for arrangementet, hvor der var 35 deltagere

Arkivleder  Anita Rye Sørensen lagde ud med at fortælle om Arden Arkivets arbejde og organisation samtidig med, at der blev appelleret til byens borgere om at bidrage og deltage i Arkivets arbejde.

I forbindelse med arrangementet blev der vist en række gamle billeder fra Valsgård, blandt andet af kirken, brugsen og forsamlingshuset.

Flere af deltagerne i sammenkomsten kunne genkende sig selv eller andre på nogle af fotografierne, og de kunne fortælle små historier ud fra  billederne.

I pausen blev der serveret kaffe og kage til de fremmødte, som en af Kreaklubbens medlemmer havde bagt.

Efter pausen fortsatte arkivlederen med fremvise billeder for forsamlingen.

Man havde en hyggelig og interessant aften og blev klogere på byen og områdets historie.

Efter oplægget sad Lone Lindå og Berit Neergaard og modtog gamle billeder, skøder og pantebreve m.m. til registrering i arkivet.

Mødet var berammet til at slutte kl. 21.00, men endte med at strække sig til næsten kl. 22.00. Det tager arrangørerne som udtryk for stor interesse.

Kreaklubben håber, at Arden Arkiv vil komme en gang om måneden i klubbens åbningstid, således at folk har mulighed for at høre mere og selv bidrage med billeder, skøder og andet til arkivet.

Det blev aftalt med arkivet, at der planlægges en guidet byvandring i Valsgård, hvor der skal fortælles om byens historie.

Der var stor interesse for byens historie, og mødet trak ud.