LOKALE NYHEDER
torsdag 9. maj 2019
ØSTKYSTEN: Mobilitetsforeningen i Havbakkedistriktet er kommet ghodt fra start med et tilfredsstillende udlån af de tre delebiler, minibusser i Als og Øster Hurup samt en elbil i Veddum.

Foreningen opfordrer borgere, der kunne tænke sig at låne en bil, til at melde sig ind i foreningen. Det er gratis.

Tilmeldingen foregår via internettet på foreningens hjemmeside www.havbakkebussen.dk

- Det er ikke særlig svært, hvis man er vant til den slags, og ellers kan man ringe og bede om hjælp.
Også booking af bilen foregår på hjemmesiden, og det glider glat, når man først har prøvet det, siger Jan Thøgersen fra foreningens bestyrelse.

Nogle af de bookinger, der har været på busserne, har været lange, fordi nogle vil bruge den til at køre på ferie. Derfor er der nu blevet ændret i betingelserne, så man fremadrettet højst kan booke 8 dage i træk.

Prisen for at låne en bus er 2 kr. pr. km plus brændstof, medens elbilen koster de 2.kr. pr. km. Her er strømmen gratis. Der kan blandt andet betales via Mobilpay.

For at inspirere folk til at køre sammen, er der opstillet Kør-med-bænk i alle fem landsbyer i Havbakkedistriktet. Man kan sætte sig på bænken og med et skilt markere, hvor man gerne vil med hen.

- Det er spændende, hvor hjælpsomme folk vil være, når de kører forbi, siger jan Thøgersen

Formålet med foreningen er at være et supplement til den kollektive trafik i området. Foreningen mener, at en miljømæssig gevinst kan være, at man fravælger bil nummer to, fordi man kan booke en delebil.


Brugsuddeler Morten Hald, Veddum, ved den grønne bænk med håbet om, at han kan få et lift til Helberskov.