LOKALE NYHEDER
onsdag 8. maj 2019
DOKKEDAL: Der bydes på en tur på langt over tusinde år tilbage i tiden, når Lille Vildmosecentret søndag 12. maj inviterer på en guidet tur i egne biler til Mulbjergene ved Dokkedal og højmosen i Lille Vildmose.

Fra toppen af Mulbjergene vil guiden fortæller om mosens dannelse fra havbund til højmose, og der bliver lejlighed til at nyde udsigten over mosen og Kattegat med indsejlingen til Limfjorden.

Landskabet i området, som omkranser Lille Vildmose, er domineret af tre hovedelementer - højmosen på den tidligere havbund, de tidligere øer i stenalderhavet samt kystskrænterne fra dette havs største udbredelse.

Stenalderhavet strakte sig ud over hele Himmerlands østlige del med en række øer, Mulbjergene, Smidieøen, Tofte Bakke og længere mod syd Havbakkerne og Ravnbjerg ved Als..

.
I takt med, at landet steg og havet trak sig tilbage, blev der dannet en lavvandet lagune vest for Mulbjergene og Tofte Bakke. Fra Mulbjergene og mod nordvest i Høstemark strakte sig et udbredt strandvoldssystem. Lagunen voksede gradvis til med rørskov og forsumpede og langs øernes rand voksede skove af eg og fyr.

Højmosen voksede uhindret gennem 1.200 år indtil de første forsøg på afvanding blev gjort omkring 1750. Efterhånden dannedes det, som i dag regnes for Nordeuropas største højmose

Efter turen på bakkerne går turen gennem mosen, hvor guiden vil fortælle om blandt andet tørvegravning og den spændende kulturhistorie, som knytter sig til området

Turen køres fra kl. 10.30 til12.30, og der er afgang fra Lille Vildmosecentret.