LOKALE NYHEDER
tirsdag 7. maj 2019
VEDDUM: Det 20. ringriderstævne lørdag på Trommelholtvej ved Veddum var på forhånd annonceret som det sidste, men efter et vellykket stævne blev der alligevel åbnet en dør på klem.

- Alle, som sagde farvel og tak for i dag, sagde - vi ses næste år. for jeg kunne ikke bare afslutte det hele nu..I år manglede der også tre af de faste ryttere, som har deltaget i mange år, så man mente, jeg måtte lave en ommer til næste år, og så kunne traktorkørerne også fejre 10 års jubilæum, siger arrangør Dorthe Høj.

-Der var mange gode argumenter for, der skal afholdes noget igen næste år, men lige nu føler vi, det var afslutningen på mange dejlige år, hvor mange mennesker gennem årene har været på besøg på Balle Gård, har hygget og fået en snak med hinanden før, under og efter stævnet, siger hun.

i lørdagens stævne deltog 12 traktorer om formiddagen, hvor et par debutanter Nick Bjerregaard og Mark Pedersen besatte første og andenpladsen.

Efter frokost var det så hestenes tur. Her var der 15 deltagere, nogle om delte heste.

I år var der fem præmier til ryttere som kom i galop, som egentlig er et krav, men der var også præmier til ponyer i trav.

De voksne måtte ud i omridning. 5. præmien tilfaldt Lea Jepsen, der fangede tre ud af fem ringe. Amalie Kiib Bach besatte fjerdepladsen og Dorthe Høj tog sig af tredjepladsen. I omridningen om første- og andenpladsen vandt Rikke Steffensen med Dorthe Knudsen på andenpladsen.

Vejret var med arrangementet. Det var dog en kølig fornøjelse at være tilskuer i formiddagstimerne, men over middag, da ekvipagerne indledte deres ridt, kom solen frem og lunede de mange tilskuere på pladsen.
Hesten skal være i galop på vej hen mod galgen.
Når man ikke er så stor, er det rart at have en voksen ved sin side.
I lighed med tidligere var der sørget for, at publikum kunne købe forfriskninger og lidt at spise.
Både formiddag og eftermiddag var der mange tilskuere til arrangementet.