LOKALE NYHEDER
tirsdag 7. maj 2019
SKELUND/VISBORG: Der bliver igen liv i Skelund præstegård, når pastor Anna Mejlhede tiltræder stillingen som sognepræst 1. juni. Præstegården har stået tom, bortset fra håndværkere, der har istandsat den, siden Mette Tved Hansen stoppede som præst i Skelund og Visborg sogne 1. februar.

Anna Mejlhede, der bliver indsat 2. juni kl. 14 i Visborg kirke med en efterfølgende reception i kirkehuset i Visborg, kommer fra en stilling som sognepræst ved Holmens kirke i København, oplyser formand for menighedsrådet i Skelund, Jan Thøgersen.

Siden Mette Tved Hansen stoppede har nyansatte fællespræst i de fire østligste sogne i mariagerfjord Kommune, Anne Bundgaard Hansen sammen med sognepræst i Als og Øster Hurup Iben Brejner Højgaard sørget for de kirkelige handlinger i Skelund og Visborg.

Anna Mejlhede er 50 år og uddannet cand. theol fra Københavns Universitet i 1995. Hun blev ordineret i Ribe Domkirke året efter og fik embede i Sædder og Ingelstrup sogne, som hun var tilknmyttet til 2002.

Efterfølgende var hun i det private erhvervsliv som projektleder i konsulenthuset AS/3. Siden 2010 har hun været tilknmyttet Holmens kirke i hovedstaden.

Hun er gift og er mor til en voksen datter fra et tidligere ægteskab.

Når hun ikke er i sit hjem i Nyboder tilbringer hun megen tid i et sommerhus på Læse, hvor hun blandt andet arbejder med computerens tekstprogram.




Sammen med astrofysiker Anja C. Andersen har hun skrevet bogen "Livet er et mirakel".. I 2006 udgav hun sammen med skuespiller Nastja Arcel bogen "Kys dit kaos - livet er alligevel noget rod".

Sideløbende med præstegerningen har Anna Mejlhede også fungeret som boganmelder og skrevet klummer til et ugeblad samt optrådt som paneldeltager på TV2 Play-programmet News & Co.


Anna Mejlhede tiltræder stillingen som sognepræst i Skelund og Visborg 1. juni.
Foto: MEW