LOKALE NYHEDER
onsdag 10. april 2019
ALS: Borgerforeningen i Als har tilrettelagt fem gåbanko-arrangementer
i løbet af de kommende måneder. Det første afvikles fra Springvands-pladsen onsdag 17. april med start kl. 19.

Turene er som tidligere tilrettelagt, så alle kan deltage. Man skal gå nogle få kilometer, hvor deltagerne føres rundt i byen og den nærmeste omegn.

Har man lyst til en gåtur først på aftenen og samtidig have mulighed for at vinde på bankopladerne, som købes inden start, skal man blot møde op ved paraplyen i anlægget på Springvandspladsen, oplyser Nina Frank Larsen.

Den næste gåbankotur er tirsdag 14. maj, og i juni arrangeres der gåbanko i samarbejde med Øster Hurup. Det bliver torsdag 20. juni med start fra det ny bytorv i turistbyen.

Efter sommerferien er der tilrettelagt to bankoture, begge i Als. Den første onsdag 14. august, og der sluttes af med en tur onsdag 18. september. Denne gåtur ender i Spejderskoven, hvor Als Spejderne er vært ved et traktement.
Bankoturene i Als begynder ved Paraplyen på Springvandspladsen.