LOKALE NYHEDER
tirsdag 9. april 2019
ALS: En undersøgelse viser, at kun en tredjedel af danske børn og unge har prøvet at sove udenfor i telt eller shelter. På den baggrund inviterer Als Spejderne alle til at prøve at sove en nat under stjernerne, lørdag 25. maj.

- Det er en unik oplevelse at sove ude til lyden af trækronernes susen, og med månen som natlampe, siger Vera Hansen, Als Spejderne.

Det bliver Granlejren på Vikingvej i Als, der kommer til at danne ramme, og der er tilrettelagt et omfattende program inden, man går til ro.

De, der ønsker at være med mødes i lejren lørdag kl. 16.

-Man kan selv medbringe telt eller hængekøje, men man kan også låne hos os. Vil man hellere sove i vores shelter, er det også en mulighed. Vi hjælper selvfølgelig med opsætningen, siger spejderlederen.

Spejderne sørger for, at der bliver tændt bål, som man kan lave sin medbragte mad på. Man er også velkommen til at medbringe en madpakke, pizza eller noget helt tredje. Efter spisningen er det tanken, at man skal hygge sig omkring bålet.

Ved bålet serveres der saftevand, the eller kaffe. Det er ikke tilladt med alkohol.

-Vi vil også arrangere sjove lege og aktiviteter, som alle kan være med til, og søndag morgen serverer vi morgenmad inden der pakkes sammen, siger Vera Hansen.

Arrangementet slutter søndag kl. 10.

Vera Hansen er kontaktperson. Hun har mail:
veraogkarl@mail.dk og tlf. 4018 3433.

Det er nødvendig med tilmelding senest 20. maj. Det kan ske ved at ringe eller sms til 4018 3433 eller 2175 1594. Man kan læse mere på facebook.com/alsspejderne.

!Sov Ude" den 25. maj er et landsdækkende arrangement, hvor spejdere i hele landet inviterer med ud til en nat i det fri.

Det er i dette skovområde tæt ved spejderhytten, Als Spejderne inviterer til en overnatning i det fri