Journalist, forfatter og samfundsdebattør/-revser Martin Bavngaard er, efter længere tids sygdom, ikke længere iblandt os. For de af os der, som jeg, har haft den glæde at kende Martin, er det et ubegribeligt og smerteligt tab. Selv gav han kort før sin død udtryk for, at de spor han efterlader sig sikkert hurtigt vil forsvinde, som bobler i en bæk. Og sandt er det selvfølgelig at livet og udviklingen går videre, og at netop døden er livets forudsætning. Uden døden ville livet jo være uden mening. Men er det sandt at minder forsvinder og om hundred år er alting glemt?
For de der ikke formår at sætte sig varige spor vil mindet utvivlsomt blive udvisket med tiden og erindringen. Martin nåede imidlertid at sætte sig mange varige spor. Spor i form af et loyalt og givende venskab, som i mit tilfælde kom til at strække sig over mere end to generationer. Og spor i form af et forfatterskab der, trods sygdom, nåede at omfatte fire romaner og hædersbevisninger i form af bl.a. et æresborgerskab i hans hjemby, Hadsund og Henkelprisen 2011, som han modtog kort før jul sammen med sin medforfatter Karin Hede.
Martins død efterlader et tomrum, der aldrig vil forsvinde. Et tomrum der aldrig lader sig fylde.Mit eget venskab med Martin har budt på en fortrolighed og en indbyrdes forståelse af stort og småt, som det kun vil være ganske få forundt og endnu færre at begribe. Hans enorme viden om mangt og meget var et uudtømmeligt skatkammer for vore debatter om stort set alt, hvad der rører sig indenfor litteratur, etik og politik. Hans smertens barn var det danske sprog, hvis daglige mishandling han bekæmpede med en blanding af mismod, sarkasme og vrede. Nu er Martins pen tørret ud og hans stemme blevet tavs. Dårskaben og følgagtigheden i samfundet kan herefter trygt leve videre. Mens der ved meddelelsen om Martins død er blevet fattigere her på jorden, må de i stedet glædes der, hvor han nu er taget hen.
På Tom Kristensens grav på Thurø står: "Bøjer mig ydmygt mod jorden. Verden vokser mig stor. "Smukkere måde at beskrive et menneskes ydmyge forundring over livets store følelser og paradokser kan man vanskeligt forestille sig. Det er en sådan ydmyghed man fyldes af, når man rammes af sorgen over at have mistet et højt skattet menneske. På samme tid meningsfuldt og meningsløst. Mine inderligste tanker og følelser til Martins efterladte.
Æret være Martins minde!
Jimmy Fisker
Toften 30
8830 Tjele
